Om kirkerne

Af Margit Egdal, Lokalhistorisk arkiv Tommerup

Tommerup kirke

Der var engang en fornem frue, som var på vej til kirke. Hestene for vognen blev imidlertid sky og løb løbsk. I sin angst lovede fruen, at hvis hun blev reddet, ville hun bygge en kirke i Tommerup. Fruen blev reddet, og Tommerup fik sin kirke, fortæller sagnet.

Tommerup Kirke er en romansk kirke, der ligger på Kirkebjerg i Tommerup. Adresse behøver man dog ikke for at finde den smukke kirke, som troner højt på sin græs-klædte bakke. Tidligere var der kirkegård ved kirken, men en ny kirkegård på den anden side af vejen blev taget i brug i 1875.

Sit nuværende udseende fik Tommerup Kirke i 1920, hvor tårnet blev bygget højere og forsynet med blindinger og kamtakker. I mange år forinden havde kirken selv på en almindelig søndag været fuld – bl.a. takket være mange elever fra Tommerup Højskole. Tilbygningen, sideskibet “Fredsfløjen”, blev indviet selveste juleaften 1920. Navnet kom sig af fredsslutningen efter 1. Verdenskrig.

Inde i kirken er altertavlen måske kirkens smukkeste smykke. Den er fra midt i 1600-tallet og overdådigt prydet af søjler, udskårne krigere og engle, og ser man nøjere til, har hver enkelt sit eget udtryk som efter levende model.

Alterbilledet, den hellige nadver, er fra 1742 og til alt held fundet beva-ringsværdigt, afrenset og indsat på sin gamle plads efter i en årrække at have været forvist til tårnrummet. Restaureringen fandt sted i første halvdel af 1960’erne.

Prædikestolen blev ligeledes restaureret og befriet for sin gamle, brune bemaling. De fire evangelister træder nu tydeligt frem, Markus med forgyldt løve, Johannes med ditto ørn, Lukas med oksen og Mattæus med mennesket med vinger. Det er en hel billedbog, som man kan fortælle børn om, og som går igen fra kirke til kirke. Symbolerne stammer fra det gamle Ægypten, hvor Farao hvert år ofrede en løve, en ørn, en okse og et menneske til de fire verdenshjørner.

Alterbillede og prædikestol blev bekostet af daværende kirkeejer, søkaptajn Jacob Tommerup. Hans våben, en stjerne og to korslagte kanoner på rød bund, findes på prædikestolen sammen med hustruen, Else Kirstine Rosenvinges våben. Dette er delt i to felter, en blå rose på hvid bund og en hvid vinge på rød bund. Øverst parrets initialer og nederst årstallet 1742. Hovedet, som bærer prædikestolen, er givet Jacob Tommerup selv.

Her kan du læse mere om Tommerup Kirke

Broholm kirke

I 1865 blev Tommerup station lagt nord for Tommerup by, men først da Assensbanen blev koblet på i 1884, voksede stationsbyen for alvor op.

Tommerup er fra gammel tid en vakt egn, og da de mange kirkegængere både fra stationsbyen og de omkringliggende sogne havde 4-8 km til kirke, opstod ønsket om en ny kirke. I 1902 blev der nedsat et kirkeudvalg. Der blev trukket grænser for det ny kirkedistrikt, og en indsamling blev sat i gang.

Gården Store Broholm skænkede byggegrunden til kirken, som derfor fandt sin plads på Kirkevej 32 og kom til at hedde Broholm Kirke. Grundstenen blev lagt i 1906. Den valgte arkitekt var kgl. bygningsinspektør Vilhelm Petersen, Odense.

Han brugte samme tegning både til Broholm Kirke og til Vor Frelsers Kirke i Odense, så de to kirker ligner hinanden ret meget, og genbruget var en besparelse for Broholm Kirke.

Offerviljen til den ny kirke var stor. Da kirken blev indviet den 2. juni 1907, var inventaret i høj grad gaver fra beboere i stationsbyen, og yderligere blev der skænket alterstager, alterbægre, dåbsfad og kande, kirkeskibet “Haabet” osv. Blandt de nyere gaver ses Lotte Olsens bronze-relief om Jesu fødsel og Per Ravns hørblå antependium, dvs. klædet på alterbordet. Per Ravn har også stået for kirkens smukke farvesætning, som blev præsenteret i påsken 2001, da kirken genåbnede efter mange måneders restaurering.

Altertavlens farver eksploderer ud i kirkerummet i guld, purpur og violet. Selve altertavlen er fra 1907 og udført af to kvindelige kunstnere. Mille Madsen har udskåret den skønneste skønvirke-ramme til altertavlen. Denne er malet af Tony Müller og viser Kristus og den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar.

Der er det særlige ved Broholm Kirke, at den vender “forkert”. Normalt vender tårnet mod vest, men her er det nærmest modsat. Måske skyldes det et ønske om at kunne gå direkte fra vejen til indgangen. Eller måske gør forskelle i terrænet sig gældende. På selve kirkegården er der således en terrænforskel på 28,5 meter.

Højt hævet på bakkedraget over stationsbyen står Broholm Kirke med skoven som baggrund og kirkegården anlagt i terrasser. Tæt forbundet med naturen. På kirkegården ses mindesten for politibetjent Peder Cornelius Madsen, død i 1945 under udførelse af sabotage.

Her kan du læse mere om Broholm Kirke